Det er specielt i disse dage, at man kan blive forundret og imponeret over nattehimlens vidundere.
Det er jævndøgn den 20. marts og dagene er ved at blive længere. Samtidig har vi lige nu krystalklare nætter, hvor der er god mulighed for at se en række imponerende fænomener på nattehimlen.
Allerede natten til jævndøgn er der gode muligheder for at se nordlys, hvis man tager lidt uden for byen.
Ifølge DR kan man med lidt held opleve aurora borealis magiske grønne gardiner i de kommende dage.
Solen er i henhold til rumvejrudsigten mere aktiv end normalt, og det øger chancerne yderligere, ifølge astrofysiker Cecilie Sand Nørholm. (planetarium.dk)
Søg væk fra byens lys og tag eventuelt billeder; et kamera er sjovt nok bedre til at se nordlys end vores eget nattesyn. (dr.dk)
Månen og Mars har rendezvous
Aftenen før jævndøgn står månen og den røde planet Mars tæt sammen. Kig op og se et smalt månesejl mellem de to røde stjerner Aldebaran – Tyrens røde øje – og Mars – den røde planet. (videnskab.dk)
Her kan man samtidig passende tænke på den nyligt landede Marsrover, der med masser af dansk teknologi nu kører rundt på planeten og blandt andet kortlægger muligheder for fremtidige bemandede missioner til Mars.
Super ormemåne/saftmåne
Den 28. marts kan man se en super ormemåne, også kaldet en saftmåne. Det er fuldmåne, og når den står lavt i horisonten, er den strålende orange – og meget, meget stor.
Fænomenet kan ses lige omkring solnedgang, og under optimale forhold kan det se ud som om vi har to sole; en der er ved at gå ned, og en der står op.
Når månen stiger op over horisonten mister den gradvis det orange skær.
Solen går ned omkring 19.45 den 28. marts.
Som et andet varsel om, at vi går mod lysere tider, skifter vi samme dag til sommertid.
Hvad enten man er astronomisk eller astrologisk interesseret, er det under alle omstændigheder nogle flotte og interessante fænomener vi kan observere i resten af denne måned.
Relaterede artikler:
NASA har frigivet forbløffende video af den dramatiske landing på Mars
Pentagon pålagt rapport om nylige UFO-kontakter: Offentliggøres senest om 6 måneder
Kilder: DR, videnskab.dk, planetarium.dk, Wikipedia, SPACE WEATHER PREDICTION CENTER.