I takt med at klimaforandringerne fortsætter med at forme vores planet, bliver sammenfletningen mellem sikkerhedspolitik og klimapolitik stadig mere indlysende og kritisk. Dette krydsfelt repræsenterer en af de største udfordringer, men også muligheder for international politik i det 21. århundrede. Klimaforandringerne er ikke længere kun en miljømæssig bekymring; de er en mangesidet trussel, der berører national sikkerhed, økonomisk stabilitet og menneskelig velfærd på globalt plan.

Klimaforandringerne bidrager til at forværre eksisterende sikkerhedstrusler og skaber nye. Fra stigende havniveauer, der truer hele nationer og kan medføre millioner af klimaflygtninge, til ekstreme vejrforhold, der kan destabilisere regioner og føre til konflikter om ressourcer.

Dr. Helen Adams fra King’s College London påpeger at “klimaforandringerne forstærker eksisterende socioøkonomiske uligheder og kan accelerere konflikter, hvor der allerede er politisk ustabilitet. Dette understreger behovet for en integreret tilgang, hvor sikkerhedspolitikken tager højde for klimarelaterede risici”. Adams påpeger samtidig at “fremtiden afhænger af os, ikke klimaet”.

Mellemøsten er et skræmmende eksempel på, hvordan klimaforandringer kan forstærke eksisterende sikkerhedsrisici. Vandknaphed og ekstreme vejrforhold har bidraget til øget konkurrence om ressourcer, hvilket har ført til sociale spændinger og i nogle tilfælde konflikt.

FN´s Udviklingsprogram kalder krydsfeltet mellem sikkerheds- og klimapolitik, for ”Climate Security”:

I områder, hvor der allerede findes konflikt, kan klimaforandringernes påvirkninger forværre eller forlænge den, hvilket gør det vanskeligere at opnå og opretholde fred. Konflikt kan også forstyrre eller hindre klimaindsats, enten gennem aktiv ødelæggelse af energi-, vand- og landbrugsaktiver, eller ved at forsinke eller blokere for tiltag til afbødning af klimaforandringer. (UNDP)

Klimaforandringer kaldes en “threat multiplier” en trusselsmultiplikator, for eksempel gennem:

• Forværring af knaphed på naturressourcer.
• Underminering af regeringsstabilitet og regionalt samarbejde.
• Stigende forekomst af fordrivelse/migrering og øgede spændinger mellem etniske og religiøse grupper.
• Forstærke afhængigheden af ​​begrænset kritisk infrastruktur (f.eks. vand, energi, fødevareproduktion) og dermed forstærke nye trusler forbundet med terrorisme og organiseret kriminalitet.
• Forværret eksponering for yderligere trusler (f.eks. naturfarer og infektionssygdomme).

 

EU, Nato og Donald Trump på kollisionskurs?

I Europa illustrerer EU’s Grønne Pagt, hvordan regionen forsøger at integrere klima-, energi-, og sikkerhedspolitik. Pagten sigter mod at gøre Europa klimaneutralt inden 2050 gennem en bred vifte af tiltag, der omfatter investeringer i vedvarende energi, forbedring af energieffektiviteten, og fremme af bæredygtig transport. Dette initiativ er ikke kun et skridt mod at imødegå klimaforandringer men også et forsøg på at øge Europas energisikkerhed og mindske afhængigheden af russisk gas – ikke mindst i sikkerhedspolitisk sammenhæng.

Den voksende erkendelse af krydsfeltet mellem sikkerhedspolitik og klimapolitik har også ledt til en række initiativer på internationalt plan, herunder FN’s Sikkerhedsråds drøftelser om klimaforandringer som en sikkerhedstrussel og NATO’s fokus på klimaforandringer som en del af dens sikkerhedsagenda. Allerede i starten af Biden administrationen, blev klimakrisen vurderet som en “akut national sikkerhedstrussel” af toprådgivere og landets efterretningstjenester.

EU-landenes statsledere frygter dog hvad et evt. nyt præsidentskab under Donald Trump vil medføre på det klimapolitiske og sikkerhedspolitiske område. Donald Trumps sidste embedsperiode var præget af en skeptisk tilgang til klimaforandringer og en afvisning af det videnskabelige konsensus på området. Ved at trække USA ud af Parisaftalen underminerede han den internationale indsats mod global opvarmning. Hans sikkerhedspolitik, karakteriseret ved isolationisme og nedprioritering af alliancer, har også skabt usikkerhed om USA’s rolle i at opretholde global sikkerhed, ikke mindst for NATO-landene.

 

Det kræver at vi tænker på sikkerhed ikke blot i militære termer

Integrationen af klimaovervejelser i sikkerhedspolitikken indebærer en række strategiske skift. Det kræver for det første en udvidelse af definitionen af sikkerhed til også at omfatte miljømæssig sikkerhed. For det andet nødvendiggør det en styrkelse af internationale samarbejder for at adressere både klimaforandringer og sikkerhedsrisici i en samlet ramme.

Denne integrerede tilgang kræver også, at vi tænker på sikkerhed ikke blot i militære termer, men også i form af menneskelig sikkerhed. Som sådan bliver klimapolitik en integreret del af sikkerhedsstrategier, der sigter mod at beskytte menneskeliv og fremme velstand gennem bæredygtig udvikling.

Krydsfeltet mellem sikkerhedspolitik og klimapolitik er komplekst og udfordrende, men det tilbyder også en unik mulighed for at forme en mere sikker og bæredygtig fremtid, mener blandt andre FN´s Udviklingsprogram.

En rapport fra FN´s Klimapanel (IPCC) pointerer, at klimaløsninger kan byde på nye veje til at skabe fred i konfliktudsatte regioner, der er sårbare over for klimaændringer.

Ifølge eksperter kan bekæmpelsen af klimaforandringer føre til mere fred ved at reducere ressourceknaphed og klimarelateret migration, som ofte er katalysatorer for konflikter. Ved at fremme bæredygtig udvikling og internationalt samarbejde om klimatiltag, kan spændinger mellem nationer mindskes og skabe en mere stabil verden.

 

Relaterede artikler:

Grønne teknologier står nu for hovedparten af Kinas vækst og det udfordrer Vesten

Kan en kæmpe solskærm i det ydre rum blokere noget af solens stråling og køle planeten?

USA´s nye administration sætter klimaet først: “Akut national sikkerhedstrussel”

 

Kilder: UNDP, udenrigspolitik.dk, Columbia University.