Efter næsten 20 års forhandlinger har landene i FN indgået en historisk aftale om at beskytte havene uden for de nationale grænser.
Generalsekretær António Guterres har lykønsket FN-medlemslandene med at færdiggøre en tekst, der skal sikre bevarelse og bæredygtig brug af den marine biologiske mangfoldighed i områder uden for national jurisdiktion.
Aftalen omtalt som ‘High Seas Treaty’, bliver den første internationale traktat af sin slags og har blandt andet sat et mål om, at 30 procent af internationalt farvand inden udgangen af 2030 skal være beskyttede områder, skriver BBC og en række andre medier. Før var kun 1 procent af disse havområder beskyttede.
Flere miljøgrupper siger, at traktaten vil hjælpe med at vende tab af havbiodiversitet og sikre bæredygtig udvikling.
Europa-Kommissionen hylder aftalen som et “historisk øjeblik”.
De nye beskyttede områder, som er etableret i traktaten, vil sætte grænser for, hvor meget fiskeri der kan finde sted, sejlruter og efterforskningsaktiviteter som dybhavsminedrift – når mineraler tages fra en havbund 200 meter eller mere under overfladen. (BBC)
Den Internationale Havbundsmyndighed, der fører tilsyn med licenser, fortæller BBC, at “enhver fremtidig aktivitet på den dybe havbund vil være underlagt strenge miljøbestemmelser og tilsyn for at sikre, at de udføres bæredygtigt og ansvarligt”.
Dr. Laura Meller, fra Greenpeace udtaler:
“Dette er en historisk dag og et tegn på, at beskyttelse af natur og mennesker i en splittet verden kan sejre over geopolitik. Vi roser landene for at søge kompromiser, lægge forskelle til side og levere en traktat, der vil lade os beskytte havene, opbygge vores modstandsdygtighed over for klimaændringer og sikre milliarder af menneskers liv og levebrød. (greenpeace.org)
EU, USA og Storbritannien og Kina var nøglespillere i at få aftalen på plads.
Nu handler det om hurtigst muligt at få ratificeret og implementeret aftalen i de enkelte lande.
Danmarks Naturfredningsforening kalder også aftalen for historisk og håber, at den nye traktat sender et signal til de danske politikere om, at havet ikke længere kan vente.
Se evt. indslag fra BBC:
Relaterede artikler:
Havets tangskove absorberer lige så meget CO2 som Amazonas og kan måske brødføde verden
Nyt kæmpe fund af lithium i Indien kan være godt nyt for klimaet og teknologien
Historisk aftale om biodiversitet indgået på FN konferencen i Montreal
Kilder: BBC, FN, Reuters, Danmarks Naturfredningsforening, greenpeace.org.