Artikel af Sarah M. Munoz, Doctoral researcher in political science, Université de Montréal
Den politiske reaktion på klimakrisen forbliver i vid udstrækning utilstrækkelig set i lyset af de mange hedebølger, orkaner, oversvømmelser og skovbrande, der accelererer og intensiveres.
Den politiske træghed kan blandt andet forklares med den fastlåste position, som fossile brændstofs interesser har på politiske beslutningstagere, og den stærke indflydelse forurenende industrier har på magtens sfærer i Nordamerika.
Disse industrier bruger to typer diskurs til at sikre deres interesser. Først og fremmest diskrediterer og marginaliserer de miljømæssige spørgsmål. Tænk bare på handlingerne fra olie- og gasvirksomheder mod klimapolitikker, såsom i Seattle, Washington, hvor de hyrede lobbyister til at torpedere pro-miljøpolitikker vedtaget af byen, og samtidig betalte Instagram-influncere for at promovere gas.
For det andet forsøger industrien at overbevise folk om, at deres virksomheders forurenende aktiviteter er forenelige med at håndtere klima- og miljøkriserne. Disse omprofilerings strategier er en del af et bredere mål med “greenwashing” aktiviteter. I løbet af de sidste tre årtier har de fem største amerikanske olieselskaber brugt mere end 3 milliarder dollars på markedsføring og donationer for at styrke deres kommunikation med den brede offentlighed og politiske beslutningstagere.
Gør borgerne ansvarlige for at begrænse klimakrisen
En særligt vigtig retorisk strategi, som olieindustrien har adapteret, er at lægge ansvaret for klimaændringer og klimatilpasninger over på den enkelte.
Ved at lægge byrden med at reducere forurening og CO2 udledninger – og følgelig kampen mod klimaændringer – over på individuelle personer, tager olieselskaberne og deres politiske allierede byrden væk fra sig selv, i forhold til at foretage ændringer i deres praksis med produktion, forbrug og udnyttelse af fossile brændstoffer.
Som ph.d.-studerende i statskundskab og specialist i klimaændrings tilpasning har jeg undersøgt de interesser, ideer og institutioner, der former og begrænser vores tilpasningspraksis. I de sidste tre år har jeg analyseret miljødiskurser i Louisiana for at forklare, hvorfor klimapolitikker bevæger sig så langsomt.
CO2-aftrykket som et symbol på industriens markedsføring
Det mest åbenlyse udtryk for denne strategi med at placere ansvaret på den enkelte er skabelsen af CO2-aftrykket. Født af en kommunikationsstrategi fra den gigantiske virksomhed British Petroleum (BP) i begyndelsen af 2000’erne kaldet “Beyond Petroleum”, måler CO2-aftrykket den enkeltes forbrugers indvirkning på CO2-udledning.
Gennem talrige reklamer, der fremmer vigtigheden af individuelle handlinger i forhold til klimakrisen, er BP lykkedes med at flytte ansvaret for klimaproblemet over på forbrugeren. Dette afleder igen industriens ansvar for at finde løsninger og reducere CO2-udledninger.
BPs kampagne “Beyond Petroleum” var også designet til at opfordre enkeltpersoner til at vedtage en mere bæredygtig livsstil samtidig med at opretholde deres forbrugsniveauer. Denne strategi bidrager til, hvad forskerne Karl Smerecnik og Valerie Renegar fra San Diego State University og Southwestern University kalder Capitalistic Agency.
Ved at foregive et miljøimage og fjerne sig selv som kilden til problemet begrænser oliegiganterne menneskers evne til at tænke på andre former for miljømæssige handlinger ud over forbrug og dermed økonomisk vækst. Det indelukker individet og dets ansvar over for klimaforandringer inden for markedets logik og reducerer dermed mulighederne for systemisk transformation.
ExxonMobil og Total bruger også de samme strategier. De lægger vægt på drivhusgasudledninger som et problem med efterspørgsel, ikke udbud, og skaber en imaginær forestilling om individet som forbruger og den eneste interessent, der er ansvarlig for at mildne klimaforandringer.
Denne kommunikationsstrategi legitimerer den fortsatte produktion af fossile brændstoffer og tjener til at beskytte industrien mod restriktive miljøregler ved at pege fingre ad den voksende efterspørgsel.
Louisianas “grønne” og samfundsbaserede olieindustri
Min doktorafhandling om politiske diskurser og tilpasningspraksis i Louisiana viser, at fossile brændstofsindustrier støtter sig til denne retoriske og markedsføringsmæssige logik. “Greenwashing” muliggør, at de kan vende deres rolle på hovedet og præsentere sig selv som ægte miljøredningsmænd ved at investere i kystrestaurering og fremme en miljøansvarlig, samfundsbaseret industri.
Lobbyister for store olieselskaber som ExxonMobil og interessegrupper som Louisiana Mid-Continent Oil & Gas Association, samt deres politiske partnere i Louisianas senat og repræsentanternes hus, fastholder den “grønne” karakter af fossile brændstoffer.
Denne retorik formidler ideen om, at bevarelse af olie- og gas udvindende aktiviteter er en fordel for USA og kampen mod klimaforandringer. Ifølge denne tankegang har amerikansk olie og gas et bedre CO2-aftryk end olie og gas produceret internationalt. De hjælper, ifølge dem selv, derfor med at reducere globale emissioner i lyset af den voksende forbrugerefterspørgsel.
Den “grønne” fortælling om fossile brændstoffer vinder også momentum i lovgivnings sfærerne i andre stater og sikrer olieindustriens faste greb om lokale økonomier.
Ved at henvise til olieselskabernes økologiske aktiviteter i Louisiana som en sand “Cajun-miljøbevægelse” søger lobbyister at inddrage lokale identiteter og borgerstøtte i bestræbelserne på at bevare deres driftsaktiviteter. Denne anden form for individualisering retter sig mod klimapolitikker, især dem fra Biden-administrationen, som et direkte angreb på interesserne og trivslen hos de lokale befolkninger.
En sand “oliekultur” er derfor opstået gennem samfunds investeringer (f.eks. Shells langvarige støtte til Jazz and Heritage Festival i New Orleans eller lokale operationer til genopretning efter orkaner). Det fremhæver også forviklingen af Cajun-identiteter med den historiske udvikling af den lokale olieindustri.
Bruger den individuelle ansvarlighed til at skabe politisk inerti og træghed
Især i Louisiana kan individualisering af ansvar ses i den brede støtte til olie- og gas udvindende aktiviteter og afvisningen af restriktive reguleringer eller miljøbevægelser. Positioneret som ægte miljø- og samfundsbeskyttere opretholder olie- og gasindustrier deres indflydelse i lovgivnings sfærerne gennem politisk lobbying og støtte fra offentligligheden. På den måde formår de at afværge enhver genovervejelse af deres driftspraksis.
Storskala individualisering, om det så er gennem BPs kampagner eller den franske præsident Emmanuel Macrons opfordring til skolebørn om at plante træer, vender man ansvaret for kampen mod klimaforandringer på hovedet. Det bidrager til den politiske træghed og inerti, der fortsat beskytter de forurenende industriers interesser.
Ovenstående artikel er skrevet af Sarah M. Munoz, Doctoral researcher in political science, Université de Montréal.
Artiklen er oprindeligt offentliggjort i The Conversation under titlen: How oil companies put the responsibility for climate change on consumers, og er genudgivet på videnomklima.dk efter aftale.
Relaterede artikler:
Klimakrisen kan medføre 1 milliard dødsfald ifølge nye beregninger
Der foregår en regulær desinformations krig mod den grønne omstilling og her er modsvaret
Hvordan spotter man disinformation på nettet – En Infodemi truer verden
Vi har hårdt brug for kæmpe klimastrejker igen for at få sat klimaet øverst på dagsordenen
